SALGSTEKSTER SKRIVETIPS

Bullets – dit hemmelige våben

✎ Rikke Moos     🕮 Læsetid: 6 min.


Kender du de 3 dystre sandheder om salgstekster, som du er nødt til at se i øjnene, hvis du vil skabe indhold, der sælger?

 

De 3 sandheder, der tilsammen beskriver den ’tilstand’ den typiske læser befinder sig i, når hun kaster blikket på din tekst første gang – og som du død og pine er nødt til at ruske hende ud af, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at sælge noget til hende?


De 3 sandheder er …
•    Hun læser ikke din tekst med det samme
•    Hun tror ikke på dine ord med det samme
•    Hun gør eller køber ikke noget med det samme.

 

Umiddelbart lyder det som hårde odds at være oppe imod – men med et indgående kendskab til din målgruppe, et godt produkt, et uimodståeligt tilbud – og ikke mindst de rette virkemidler, er du godt hjulpet.

Et af disse virkemidler er bullets (eller punktopstilling som det hedder på dansk). I mine øjne er det et af de allerstærkeste af slagsen.

 

Hvorfor?


Du ved allerede, at læseren ikke læser din tekst med det samme. Hun skimmer den. Scroller og scanner den for relevant indhold. Derfor er måden, du formatterer din tekst på afgørende for, at læseren bliver suget længere ind i teksten og begynder at forholde sig til dine ord.


Dit skarpeste skyts

 

Det er med andre ord ikke nok at fokusere på indholdet alene. Du er også nødt til at tænke på tekstens visuelle udtryk og sikre dig, at du skaber ’kroge’ i teksten, der gør det let for læseren at fange essensen i dit budskab.

 

Det er her bullets kommer ind i billedet …

 

Bullets er ideelle til at præsentere dit skarpeste skyts – fordelene og udbyttet ved dit produkt på en overskuelig måde, så de vækker nysgerrighed hos læseren og giver hende lyst til at dykke længere ind i teksten.

 

Sammen med andre elementer som overskriften og underoverskrifter skiller bullets sig ud fra resten af teksten, fordi de er nemme at skimme – især hvis du har sørget for at skabe masser af luft omkring dem.

 

Men det handler selvfølgelig om mere og andet end blot at formatere tilfældig tekst, så den er pænt og nydeligt opstillet i punkter. Du skal vælge dine ord med omhu.

 

Her er 5 hurtige tips til, hvordan du sikrer, at dine bullets bliver læst ...


5 tips til effektive bullets

#1: Dine bullets bør udtrykke en klar fordel, et udbytte eller et løfte.

 

Eksempel:
 

På denne bogworkshop vil du opdage:
•    Hvordan du undgår skriveblokering
•    Hvordan du skaber flow i skriveprocessen
•    Hvad du skal gøre, hvis du vil udgive på forlag
•    Den hurtigste måde at researche på
•    Hvordan du skriver, så læseren sluger din bog side for side
•    Hvilke effekter der forbedrer læserens udbytte
•    Hvilket marketing-setup, der sælger din bog

#2: Korte, enkelt formulerede bullets er lettest at afkode
 

Det siger næsten sig selv. Jo kortere og enkelt en bullet er formuleret, jo lettere er det at afkode, hvad den handler om. Der skal ikke mere end et øjekast til.

 

Det betyder dog ikke, at det smarteste altid er at holde sig til de korte bullets. For de levner jo ikke meget plads til at vække nysgerrighed.

#3: Symmetri giver øjet ro – hold dine bullets på samme antal linjer

 

Det er lettere at overskue en liste med visuelt ensartede bullets, end det er at overskue en liste, hvor de har forskellig linjelængde.

 

Eksempel 1:
I denne artikel får du tips til at:
•    Suge læseren ind i teksten
•    Få flere til at downloade din gratis rapport
•    Tiltrække nye abonnenter til dit nyhedsbrev
•    Vække købelyst hos dine læsere
•    Øge salget af dine onlinekurser.

 

Det tager dig ikke mange sekunder at få overblik over, hvad det her handler om. Men hvad nu hvis listen, så sådan her ud:

 

Eksempel 2:
I denne artikel får du tips til at:
•    Suge læseren ind i teksten. Du får alle tekstforfatterens hemmelige tricks, der får folk til at læse videre, fordi de ikke kan lade være
•    Få flere til at downloade din gratis rapport
•    Tiltrække nye abonnenter til dit nyhedsbrev – selv de folk, der normalt undgår at tilmelde sig nyhedsbreve og allerede ved alt om emnet. Få tips til, hvordan du laver en effektiv pop-up – og hvad du skal skrive i tilmeldingsformularen, så læseren bare må tilmelde sig
•    Vække købelyst hos dine læsere
•    Øge salget af dine onlinekurser.

 

Du er garanteret enig med mig i, at det ser underligt ud. At det ligefrem er anstrengende at se på, fordi nogle bullets er helt korte – og andre lange.

 

Faren ved at opstille bullets på den måde er, at vigtig information aldrig bliver registreret af læseren – at du ikke formår at vække nysgerrighed med de budskaber, du vil kommunikere med dine bullets, fordi de er svære at overskue. Og det fremmer jo ikke ligefrem dit salg.


Ikke dermed sagt at det ALDRIG virker at blande korte og lange bullets. Der er nogle, der vil hævde, at variation er godt, men vælger du den model – så sørg som minimum for, at der er rigeligt med luft mellem de enkelte bullets, så de er til at holde ude fra hinanden.

#4: Undgå at opdele dine bullets i flere niveauer
(4.1, 4.1.1., 4.1.2.a ...)
 

Det er jo ikke nogen ledelsesrapport eller doktorafhandling, vi er ude i. Det er en salgstekst. Det er en teasertekst, der skal sælge ’badebilletter’ til dit produkt. Ikke en rapport, der dokumenterer et eller andet.

 

Så undgå at gøre teksten alt for forvirrende at se på. Og det bliver den med garanti, hvis du kaster dig ud i en punktopstilling med underniveauer.

#5: Undgå monotoni – formulér dine bullets forskelligt, så de ikke virker for ens.

 

Eksempel:
Rapporten giver dig indsigt i:
•    Hvordan du får mere i løn, selvom der er lønstop i virksomheden
•    Hvordan du imponerer din chef uden at arbejde hårdere
•    Hvordan du undgår at spilde tid på ineffektive møder
•    Hvordan du undgår overspringshandlinger i løbet af arbejdsdagen
•    Hvordan du undgår at blive forstyrret af snakkesaglige kollegaer, når du har travlt.

 

Som du måske nok kan lure, er punkterne her konstruerede, men pointen er klar. Monotonien er tydelig. For det første starter hver eneste sætning med ’Hvordan’, men det er ikke det eneste ømme punkt. De tre nederste sætninger starter alle med ’Hvordan du undgår’.

 

Problemet med monotone bullets er, at de mister effekt. De flyder ud i hinanden og risikoen for, at læseren kommer til at springe over et vigtig aspekt ved dit produkt, er stor. Og det vil du selvfølgelig gerne undgå.

De 5 tips herover er blot et lille udpluk af ’hemmelighederne’ bag effektive bullets. Du kan lære mere om, hvordan du skaber effektive bullets i dine salgstekster på workshoppen Skriv skarpe salgstekster.


    FORFATTER:


    Rikke Moos

    Rikke Moos er specialist i salgstekster – og en af landets førende undervisere på området. Hun er desuden forfatter til to bøger om marketing – og skaber af flere online-programmer.

     

    DEL GERNE:


    SKRIV EN KOMMENTAR:


    PRØV QUIZZEN:

    LÆS OGSÅ:

    KATEGORIER:

    • SALGSTEKSTER

    • SKRIVETIPS

    • CONTENT MARKETING

    • FUNNELS

    • BOGSKRIVERI

    E-BOG: 7 PSYKOLOGISKE TIGGERS

    AKTUELLE WORKSHOPS:

    Skriv skarpe salgstekster